CSRpeople 2024

Hos Business Horsens er vi stolte af at have modtaget Jobtaskforcens CSRpeople-mærke. Det gives til virksomheder, der bidrager til at skabe et rummeligt arbejdsmarked med plads til alle. Det betyder, at vi er med til at gå forrest ved blandt andet at udvise et socialt ansvar over for ledige på kanten af arbejdsmarkedet, sikre trivsel for alle vores medarbejdere og gøre en indsats over for unge, der har brug for en håndsrækning for at finde retning.

Det kan for eksempel ske ved at tilbyde småjobs og praktikpladser, hvor mennesker kan udvikle sig og blive afklarede i forhold til kompetencer og ressourcer, eller måske ved at være mentor for udsatte unge. Socialt ansvar handler også om at arbejde med forebyggelse af sygefravær og sikre, at sygemeldte medarbejdere bliver på arbejdsmarkedet.

Til dette års Horsens Inspire var CSRpeople naturligvis en del af aftenens program og på scenen var Den Lille Anlægsgartner, der fortalte om hvad de har gjort sig af overvejelser og tiltag for at skabe en rummelig arbejdsplads - bl.a. ved at Anders startede i virksomheden. Det gjorde en tydelig forskel for både Den Lille Anlægsgartner som virksomhed og for Anders, der nu har fundet sig den helt rigtige vej ind på arbejdsmarkedet.