Nyt medlem: Tidligere ABUS-direktør vil disrupte vikarbranchen

Nyhed

08.03.2018

Nyt medlem: Tidligere ABUS-direktør vil disrupte vikarbranchen

Sidste efterår forlod Kim Møller-Nielsen direktørposten i ABUS efter 10 succesrige år. Nu er han tilbage. Som iværksætter. Sammen med kompagnonerne Zdenko Santini og Rasmus Thusgaard lancerer han i starten af marts et helt nyt forretningskoncept, som skal gøre det både nemmere og billigere for virksomheder at skaffe midlertidig arbejdskraft.

Jobilant. Det er navnet på Kim Møller-Nielsens nye start-up, og det er ikke tilfældigt. Langt fra endda. 

- Jobilant er en omskrivning af det engelske ord jubilant, som betyder glad eller glædestrålende, og det er faktisk det, vi gerne vil med vores nye virksomhed.

- Vi vil gøre det nemmere, billigere og mere fleksibelt for virksomheder, når de skal finde folk til vikariater og den type småjob, som mange virksomheder egentlig godt vil have løst, men som det simpelthen er for bøvlet at ansætte nogen til, forklarer Kim Møller-Nielsen

Omdrejningspunktet i Jobilant er en helt ny og brugervenlig app, som gør det nemt for virksomheder og jobtagere at finde hinanden – og faktisk også at finde den rigtige kandidat til den rigtige opgave.  

- I appen kan virksomheder og jobtagere bedømme eller rate hinanden. Både i forhold til opgaver og oplevelsen. Og hurtigt sortere i kandidater og opgaver.

- Det gør det let for virksomhederne at finde egnede kandidater og omvendt kan jobtagerne, som er tilmeldt appen, let sortere i opgaver og virksomheder og vælge til eller fra alt efter deres kompetencer, tid og interesser. Kontrakten indgås direkte i appen direkte mellem jobtager og arbejdsgiver.

- Når det rette match er fundet og opgaven er udført, sørger vi for alt det praktiske med lønkørsel på virksomhedens vegne, indberetning af A-skat osv. Det betyder, at parterne kan fokusere på at hjælpe hinanden. Og fordi vi tager os af alt administration, så er det en fleksibel og tidsbesparende løsning for begge parter, forklarer Kim Møller-Nielsen.   

Nyt værktøj til et forandret arbejdsmarked

Netop ønsket om fleksibilitet og effektivitet hos både arbejdsgiver og arbejdstager er et tegn på et arbejdsmarked i forandring, hvor traditionelle ansættelsesforhold udfordres af nye trends og tendenser.  

- På den ene side oplever vi, at mange jobtagere har et helt anderledes forhold til arbejdslivet end tidligere. Mange vil have mere handlefrihed og uafhængighed og siger ikke ja til, hvad som helst.

- På den anden side har vi virksomhederne, hvor høje krav til effektivitet, høj kompleksitet og travlhed gør, at mange småjobs aldrig bliver slået op, eller at løsningen bliver et vikarbureau, fordi virksomhed ikke selv er gearet til korttidsansættelser, forklarer Kim Møller-Nielsen.  

Det tager Jobilant konsekvensen af med deres nye løsning, som skal ses som et værktøj, der kan håndtere et arbejdsmarked i hastig forandring.

- Ved at bruge vores app kan virksomhederne rekruttere både lettere og væsentligt billigere end via et vikarbureau, og det er afgørende, når man er presset på tid, økonomi og effektivitet. Når løsningen er i drift vil vi ca. være 30 pct. billigere end vikarbureauerne, og tjenesten vil i øvrigt være gratis i det første stykke tid.  

- En anden fordel er, at det bliver så let for virksomhederne at opslå job, at vi forudser, at der bliver et større udbud af småjob, som kan udføres af mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, som måske ellers har svært ved at finde fodfæste.

- Og så vurderer vi, at vores app kan være attraktiv for folk, der gerne vil tjene en ekstra skilling. Så en sidegevinst kan også være, at vi får styrket arbejdsudbuddet, fordi den enkelte, der vil gøre en ekstra indsats, får bedre mulighed for det.

Vækstambitioner starter med Horsens   

For at appen og Jobilant kan blive en succes, er det afgørende at få så mange brugere på platformen, som muligt.

- Vi skal have en kritisk masse af både virksomheder og jobtagere hurtigst muligt. Derfor har vi selvfølgelig lagt en plan for, hvordan vi får markedsført vores løsning, når den bliver lanceret den 8. marts, og her satser vi på blandt andet på, at Horsens bliver et af vores første fokusområder.

- Men vi har også dialog med flere store virksomheder og organisationer. Det er muligt at få en lukket kontoadgang til appen, så man internt i en kommune kan bruge den til at styre personaledækningen, fx på alle kommunens plejehjem og trække på folk, man allerede har i systemet, frem for at få et vikarbureau ind over.

- Potentialet er med andre ord rigtig stort, især fordi vores app og koncept kan skaleres til andre markeder. Vi starter lokalt i Horsens, men vores plan er, at vi er ekspanderet til mindst et udenlandsk marked i løbet af et år, så vi har store forventninger til fremtiden, slutter Kim Møller-Nielsen.

FAKTA OM JOBILANT:

  • Jobilant faciliterer overenskomster og tager sig af alt det praktiske omkring ansættelsesforholdet (som A-skat, feriepenge, osv.), så medarbejderne skal med andre ord ikke oprettes i virksomhedens eget lønsystem
  • Appen er blevet lanceret den 8. marts og fra den dato kan virksomheder og jobtagere tilmelde sig appen. Læs mere på www.jobilant.work eller kontakt Kim Møller-Nielsen (på kmn@jobilant.work), der gerne kommer forbi og viser, hvordan appen fungerer.
  • Jobilant tilbyder også appen til store organisationer, hvor den kan bruges som planlægningsredskab på fx plejehjem