BusinessHorsens: Konkret handling skal styrke erhvervsklima

Nyhed

04.09.2018

BusinessHorsens: Konkret handling skal styrke erhvervsklima

Horsens Kommune halter bagefter nabokommunerne i erhvervsvenlighed og ligger langt efter de bedste kommuner. Det er ikke godt nok. Efter vedtagelsen af kommunens erhvervsstrategi skal der derfor fokus på handling og konkrete løsninger på de udfordringer, som erhvervslivet har i Horsens Kommune. Særligt inden for arbejdskraft og infrastruktur, mener BusinessHorsens.

En rutsjetur på hele 18 pladser har sendt Horsens Kommune ned som blød mellemvare i DI’s netop offentliggjorte måling af kommunernes erhvervsklima.

Dermed halter Horsens Kommune langt bagefter nabokommuner som Hedensted, Ikast-Brande, Skanderborg og Odder, som alle scorer højere og har gjort det de senere år.

- Selvom der er flere lovende initiativer i gang for at styrke erhvervsklimaet i Horsens Kommune, så er det alligevel tankevækkende, at vi samtidig sakker bagud i forhold til de kommuner, som omgiver os. Vi underpræsterer simpelthen i forhold til det potentiale, Horsens Kommune rummer, forklarer bestyrelsesformand i BusinessHorsens, Finn Pedersen.  

- Det er rigtig ærgerligt, fordi vi jo arbejder for, at flere virksomheder og mere arbejdskraft vælger Horsens Kommune til, og i den forbindelse er det er vores klare indtryk, at DI-målingen er noget, man lægger mærke til, uddyber Finn Pedersen.

For at blive mere attraktiv for både nuværende og interesserede virksomheder, skal der sættes flere konkrete initiativer i gang, så erhvervsstrategien bliver omsat til virkelighed.

- Vi er godt klar over, at man ikke kan løse alle problemer over natten, og at nogle udfordringer, som fx infrastruktur har en længere tidshorisont, men vi har et stort behov for at få styrket opfattelsen af at Horsens Kommune også er et attraktivt sted at gøre karriere, for øget bosætning hjælper jo ikke virksomhederne, hvis folk alligevel pendler ud af kommunen for at arbejde.

- Vi har en god dialog med både vores virksomheder, Horsens Kommune og DI Horsens, men det er på tide, at der kommer handling bag ordene, og det kan passende starte med de kommunale budgetforhandlinger, hvor der er flere konkrete forslag på bordet, som kan sættes i gang inden for overskuelig fremtid.  

- Fx har vi peget på øget markedsføring af Horsens med fokus på muligheder inden for erhverv og arbejde samt en styrket indsats for at rekruttere faglært arbejdskraft. Det er alt sammen forslag, som kan gøre en forskel, og som vi meget gerne vil være med til at realisere, forklarer Finn Pedersen.

KONTAKT:

Finn Pedersen
Bestyrelsesformand i BusinessHorsens
Tlf.: 40 57 10 75
Mail.: finn@dpedersen.net