ER RØR - en lille kæmpe inden for rør

Nyhed

22.03.2018

ER RØR - en lille kæmpe inden for rør

De har dimensioneret og leveret ventilationsanlægget til den nye Noma-restaurant, leveret rørløsninger til kæmpestore københavnske kloakprojekter og eksporteret danskproducerede vandmålerbrønde til den halve verden. Alt sammen fra relativt ydmyge rammer i det sydlige Horsens. Mød Erik Rasmussen og Mikael Hannibalsen – mændene bag ER RØR ApS og DANWELL ApS

Gas, vand, luft, kemikalier og alt muligt andet. 

Uanset hvad du har brug for at få gennem et rør, så kan du blive hjulpet godt videre hos ER RØR.

Den lille virksomhed, som holder til på grundlægger Erik Rasmussens hjemadresse i det sydlige Horsens, er nemlig eksperter i rør, rørføringer, fittings osv. og kan hjælpe med både indkøb, samling og dimensionering til projekter i en lang række brancher.

- Vi har været involveret i mange og meget forskellige projekter gennem årene, så vi har erfaring på mange områder og bliver ofte kontaktet, hvis der skal specialløsninger til i fx et bygge- eller kloakprojekt, forklarer Erik Rasmussen.

Han grundlagde selv virksomheden i 1992 efter at have arbejdet som blandt andet overmontør, projektleder og freelancer i gas- og fjernvarmebranchen i en årrække.

Derfor havde han et godt netværk, som siden er blevet udviklet, og som i dag er den væsentligste kilde til nye opgaver og omsætning.

- I vores branche betyder netværk og personlige relationer rigtig meget. Det er tilliden og kendskabet til hinanden, der bærer igennem, og det lever vi op til, hver gang. Men vi tager da også gerne en snak med nye kunder, forklarer Erik Rasmussen med et stort smil.

En af kunderne er et spildevandsselskab i hovedstadsområdet, som ER RØR har hjulpet med to kæmpestore såkaldte T-stykker i forbindelse med renoveringen af en kloakledninger på Amager.

En anden er entreprenøren bag Nomas nye restaurant i København. De kontaktede ER RØR, da der opstod problemer med udførelsen af ventilationsanlæg.

- Det viste sig at anlægget var udført forkert og af forkert materiale, så der var vi inde og få lavet en helt ny løsning, som kommer til at spille. At det så var i en verdensberømt restaurant, gør jo kun historien lidt sjovere, smiler Erik Rasmussen.

Målerbrønde kom til senere

Selvom der er nok at se til i ER RØR, så driver Erik og partneren Mikael, der i øvrigt blev en del af virksomheden i 2008, faktisk også et andet selskab.

I slutningen af halvfemserne blev DANWELL ApS nemlig oprettet.

- Der var en dansk virksomhed, som fremstillede og solgte vandmålerbrønde, og de gik konkurs. Jeg blev enig med en forretningsforbindelse om at overtage resterne, og vi aftalte at dele aktiviteterne mellem os, så han tog det danske marked, mens jeg koncentrerede mig om eksport. På den måde blev vi ikke direkte konkurrenter, og det har fungeret fint, fortæller Erik Rasmussen.  

Kunderne er typisk forsyningsselskaber i Polen, Baltikum og en lang række andre lande, hvor målerbrøndene sælges både med og uden isolering – alt afhængigt af klimaet i det pågældende land.

- Et godt netværk er også afgørende for at få afsat vores brønde internationalt, især fordi det er vigtigt for os at få fat i forsyningsselskaberne og nogle andre, få nøglespillere.

- Men vi har naturligvis også fokus på, at få markedsført vores produkter på en fornuftig måde, og vi er jo ikke blinde for, at der er sket en stor udvikling blandt andet i forhold til websites, hvor vores efterhånden trænger til en opgradering og et mere tidssvarende look.

- Der har BusinessHorsens peget på nogle folk, som måske kan hjælpe os videre – og det er dejligt for os, at vi har kunnet få nogle hurtige forslag til, hvem der kan hjælpe os med opgaven. Det er blandt andet derfor, vi har besluttet at blive medlem, slutter Erik Rasmussen.

FAKTA:

KONTAKTINFO: