Chefen for den førerløse fremtid kommer til Horsens

Nyhed

06.03.2018

Chefen for den førerløse fremtid kommer til Horsens

Fremtiden er førerløs. Og potentialet gigantisk. Det er udgangspunktet for CEO Peter Sorgenfrei og resten af teamet i Autonomous Mobility. De vil gøre fremtidens transport både delt og selvkørende med førerløse busser, biler og droner. Den 12. april er Peter Sorgenfrei hovedtaler på BusinessHorsens årsmøde, hvor han fortæller om forretningsudvikling, disruption og ledelse af stærkt innovative medarbejdere i en branche i hastig teknologisk forandring.

Autonomous Mobility vil tilbyde transportløsninger med selvkørende busser i Danmark og flere andre lande i Skandinavien og Baltikum. Og som de første i Danmark har virksomheden nu søgt Vejdirektoratet om tilladelse til at testkøre busserne i trafikken. Busserne skal senere suppleres med biler og droner. 

At drive en virksomhed, som skal gå helt nye veje, tænke i ny lovgivning og se mulighederne før de opstår, kræver noget helt særligt. Det stiller store krav til mindset, mentalitet og motivation hos både medarbejdere og ledelse.

Det vil Peter Sorgenfrei komme ind på i sit indlæg, hvor der også vil være fokus på at agere i en verden, hvor den teknologiske udvikling går så hurtigt, at det næsten ikke er til at forstå.

- Vi er både stolte og glade over at kunne præsentere Peter Sorgenfrei som taler for vores virksomheder her i Horsens. Den fantastisk hurtige teknologiske udvikling og evnen til at kunne tænke flere skridt frem bliver vigtigere og vigtigere for virksomheder i stort set alle brancher. Derfor har vi valgt at invitere Peter Sorgenfrei som hovedtaler på årsmødet, forklarer erhvervsdirektør, Anders Killmann Petersen. 

FAKTA, PETER SORGENFREI & Autonomous Mobility:

  • Peter Sorgenfrei er oprindeligt uddannet økonom og har efterfølgende haft en lang, international karriere i både USA og England. Han har arbejdet for flere store bilkoncerner, herunder Toyota og DaimlerChrysler og har blandt andet også været selvstændig med eget firma i New York.

  • I 2016 blev Peter Sorgenfrei ansat som CEO i Autonomous Mobility, der ved samme lejlighed blev søsat som en selvstændig, ny virksomhed under Semler Gruppen.

  • Autonomous Mobility har som formål at tilbyde skræddersyede transportløsninger via førerløse biler, droner og busser som et banebrydende, nyt alternativ til traditionelle transportformer. Mere information kan findes på www.amobility.dk.

FAKTA, BusinessHorsens Årsmøde:

  • Årsmødet i BusinessHorsens finder sted torsdag den 12. april på Scandic Bygholm Park, Schüttesvej 6, 8700 Horsens.

  • På aftenen vil der udover indlæg fra Peter Sorgenfrei være årsberetning fra bestyrelsesformand, Finn Pedersen og indlæg om Horsens Kommunes nye erhvervsstrategi v. borgmester Peter Sørensen. Der skal derudover vælges fire bestyrelsesmedlemmer.

  • Hele programmet kan findes på www.businesshorsens.dk. Tilmelding senest den 4. april 2018.

KONTAKT:

Spørgsmålet vedrørende årsmødet kan rettes til Nicole Dybro Justesen på ndj@businesshorsens.dk eller 27 61 49 06