Anders Killmann Petersen bliver ny erhvervsdirektør i BusinessHorsens

Nyhed

29.11.2017

Anders Killmann Petersen bliver ny erhvervsdirektør i BusinessHorsens

Anders Killmann Petersen er ansat som ny direktør i BusinessHorsens. Det står klart, efter en enig bestyrelse onsdag morgen godkendte ansættelsen af den nye direktør. Anders Killmann Petersen kommer fra en stilling som erhvervschef i Hedensted Kommune og tiltræder i sit nye job den 1. januar 2018. Her afløser han Signe Marie Smidt, som stoppede som direktør tidligere på året.

Anders Killmann Petersen kommer til at spille en central rolle i BusinessHorsens målrettede arbejde for at styrke erhvervsklima og sikre yderligere vækst i erhvervslivet i Horsens Kommune og hos de ca. 800 medlemmer af BusinessHorsens.

Han er oprindeligt uddannet akademiingeniør og medbringer stor erfaring fra mange år i det private erhvervsliv, hvor han har haft lederstillinger i flere forskellige virksomheder.

Derudover har Anders Killmann Petersen i en årrække drevet egen virksomhed og har derfor gode forudsætninger for at videreudvikle indsatsen for iværksættere, som er et vigtigt indsatsområde for BusinessHorsens.

Som erhvervschef i Hedensted Kommune har Anders Killmann Petersen opbygget godt kendskab til erhvervsfremmesystemet, og de muligheder det rummer, for virksomheder som vil vækste.  

FAKTA:

  • Anders Killmann Petersen er 53 år og er oprindeligt uddannet akademiingeniør fra Aalborg Universitet.
  • Han har en lang karriere bag sig i det private erhvervsliv, hvor han har haft lederstillinger i blandt andet STIBO SYSTEM A/S, DEIF A/S og JYPA A/S.
  • Fra 2011-2015 har han været selvstændig med egen virksomhed og fra 2015 ansat i Hedensted Erhverv.
  • Anders Killmann Petersen bor i Silkeborg med sin kone og har tre voksne børn.

CITATER:

Bestyrelsesformand Finn Pedersen om ansættelsen af den nye erhvervsdirektør:

”I Anders Killmann Petersen får vi en yderst kompetent erhvervsdirektør og lidt af en ønskekandidat. Med sin baggrund inden for det private erhvervsliv, iværksætteri og senest hos Hedensted Erhverv, passer han perfekt ind i BusinessHorsens og vores arbejde for at gøre Horsens til en af landets stærkeste erhvervskommuner. Samtidig kan Anders med sin baggrund i netop Hedensted være med til at styrke samarbejde og synergi på tværs af kommunegrænsen til glæde for udviklingen i begge kommuner.”

”Som person er Anders engageret, arbejdsom og professionel, og vi har lagt vægt på, at han har lederegenskaber og en personlighed, der passer godt til det team, vi i forvejen råder over i BusinessHorsens.”

Anders Killmann Petersen om sit nye job:

”For mig er det en utrolig spændende udfordring at blive en del af BusinessHorsens, og en mulighed jeg ikke kunne sige nej til. Potentialet i Horsens’ erhvervsliv og detailhandel er stort og spændende og udviklingen går i den rigtige retning. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang, så vi for alvor kan få sat Horsens på landkortet som erhvervskommune.”

”Fra mit nuværende job har jeg et godt forhåndskendskab til BusinessHorsens, og det store arbejde, der er lagt i at bygge en ny organisation op. Det ser jeg frem til at bygge videre på, så vi kan skabe mærkbare, konkrete resultater sammen med alle de virksomheder, iværksættere og detailhandlere, der hver dag knokler for at skabe vækst og udvikling i Horsens Kommune.”

Kontakt:

Bestyrelsesformand i BusinessHorsens, Finn Pedersen:

Tlf.: 40 57 10 75

Kommende erhvervsdirektør i BusinessHorsens, Anders Killmann Petersen:

Tlf.: 24 90 18 52